Hummus med hokkaido græskar
Græskarhummus smager virkelig dejligt og af en eller andre grund, har jeg ikke fået delt en opskrift her på bloggen før nu. Det er så oplagt, at lave hummus med græskar. Har du endnu ikke prøvet det, så kan jeg kun anbefale dig at lave en portion. Måske bliver du lige så glad for det som jeg. Græskarhummus kan brugs som andre hummus, enten som pålæg eller dip til grøntsager.
Jeg bruger bagt græskar til min græskarhummus. Det giver mest smag, for der er ikke brugt noget vand, derfor fortættes smagen i græskarret. Jeg kan godt lide at bage et helt græskar, så får jeg nemlig en smagfuld græskarpuré, som kan bruges i flere ting: enten som en ren græskarpuré (gerne smagt til med salt, peber og krydderier) eller den kan blandes i kartoffel- eller rodfrugtmos eller i morgengrøden og smoothien.
Græskarpuré kan også bruges i brøddej, pandekager, vafler, i kager og andre søde sager. Jeg halverer græskarret, tager kernerne ud og bager de halve græskar med skærefladen nedad ved 200 grader til de er helt bløde, det tager 35-45 minutter. Så kan skindet nærmest bare trækkes af. Du kan også bage græskarret i skiver eller tern, hvis du skal bruge det sådan til aftensmaden. Så bag bare noget ekstra, så der er til hummus. Og hold øje med at den ikke bliver mørk og brændt, det går ud over den smukke farve.
Græskar har i mange årtier været en af mine favoritgrøntsager i vinterhalvåret, så lysende smuk i farven og skøn i smagen. For det meste i hvert fald. Indimellem er græskarrene lidt vandede i kødet, og så er fornøjelsen selvfølgelig knap så stor.
For ikke så længe siden var græskar en sjældenhed
I dag kan vi købe hokkaidogræskar mere eller mindre alle steder, men dengang jeg lærte den at kende tilbage i 80’erne, var det en sjældenhed og svært at få økologisk. De grønne hokkaido var endnu mere sjældne end de orange. Vi var derfor 10-20 idealistiske unge mennesker, der slog os sammen og købte et vognlæs grønne hokkaido hvert efterår, fra biodynamiske avlere i Tyskland og Holland. Jeg fik et sted mellem 30 og 40 kilo og de holdt sig fint hele vinterhalvåret, så længe de ikke lå for varmt. Græskar på hele trappeopgangen så ganske flot ud.
Alle græskar kan bruges til græskarhummus, men jeg vil anbefale hokkaido, der har mest dybde i smagen.
Til græskarhummus skal du bruge:
Kogte kikærter 240 g
Bagt hokkaido græskar ca. 175 g
Ekstra jomfruolivenolie 2 spsk
Hvidløg 1-2 fed
Stødt spidskommen 1,5-2 tsk
Frisk ingefær, fintrevet 2 tsk
Citronsaft 1 tsk
Evt. kikærtevand
Cayennepeber
Salt
Friskkværnet peber
Sådan gør du:
Lad kikærterne dryppe af. Blend dem med græskar, hvidløg, spidskommen, ingefær og citron. Justér om nødvendigt tykkelsen med vand fra kikærterne (kogevandet eller det fra en karton/dåse). Smag til med cayennepeber, salt og friskkværnet peber. Voila.
Sulten efter andre slags hummus? Så prøv rødbedehummus, klassisk hummus eller grov hummus med soltørret tomat og solsikkekerner.
Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.
Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter