Lækre gulerodsbrød med smag
Små gulerodsbrød har masser af smag, mild sødme og dejlig grov struktur og knas fra mandlerne. Sprøde og crunchy og samtidig bløde indeni. De er perfekte som en nærende sund fuldkornssnack og er ideelle både i madpakken og som et lille mellemmåltid. Et lille kompakt måltid med både grove kulhydrater, grøntsager, sundt fedt og protein. Svøbt i en vidunderlig blanding af krydderier, uhmmm… Jeg bager dem ofte i weekenden, så der er til den kommende uge. Eneste ulempe er, at man risikerer at spise dem op, så de ikke holder så længe som planlagt, men det er et luksusproblem der er til at leve med, ik?
Til små gulerodsbrød skal du bruge:
Gulerod 150 g
Æble 100 g
Mandler 100 g
Tørrede abrikoser 75 g
Muskatnød
Stødt kanel 2 tsk
Stødt ingefær 2 tsk
Stødt kardemomme 2 tsk
Gurkemejepulver 2 tsk
Grove havregryn 100 g
Citronsaft eller æblecidereddike 1 spsk
Salt
Vand 1 dl
Sådan gør du:
Riv gulerod og æble groft og kom det i en skål. Hak mandlerne, skær abrikoser i småstykker og kom også det i skålen.
Riv muskatnød fint til 1 tsk og kom det i skålen med alle øvrige krydderier, havregryn, citronsaft/eddike og en knivspids salt. Bland det hele godt og rør vand i. Ælt det godt sammen med en hånd og lad det stå ca. 30 minutter.
Form 12-15 små brød eller boller, dejen er klistret og hænger lidt ved hænderne, men det er som det skal være. Bag de små gulerodsbrød ved 200 grader i ca. 30 minutter.
Variation: Hvis du ønsker brød der ikke er så grove, fx. til mindre børn, kan halvdelen eller alle havregrynene blendes inden brug eller udskiftes med finvalsede gryn og mandlerne hakkes finere.
