Sprød salat med selleri, rødbede og æbler
Selleri kommer her i umanerligt godt selskab. Rødbede, æble og sennepsdressing passer rigtig godt til selleri og kombinationen giver en virkelig dejlig salat med skøn smag og sprødhed. Salaten er nem at lave og holder sig frisk og mindst ligeså god 3-4 dage. Opskriften er fra min anden kogebog Naturlig Mad Året Rundt, der udkom i 1998.
Knoldselleri er en undervurderet grøntsag, der fortjener at blive brugt til alt det, den er god til: Råkost, suppe, vegedeller, postej, stegt i skiver for bare at nævne noget af det oplagte. Prøv fx Sellerisuppe med bagte hvidløg og mandler og Selleri-valnødde postej
Til selleri-rødbede-æblesalat skal du bruge:
Rødbede 2 mellem
Selleri i småbitte tern 3 dl
Æble i småbitte tern 3 dl
Dressing:
Dijonsennep 1-1½ spsk
Olivenolie 2 spsk
Æbleeddike (evt. riseddike af brune ris) 1 spsk
Æblejuice ½ dl
Hvidløg 1 fed
Skrub rødbederne fri for jord og kog dem i vand med en smule salt 15 min. Skyl dem herefter i koldt vand, tag skindet af og skær dem ud i småbitte tern til ialt 3 dl. Pisk olien i sennepen lidt ad gangen, så det ikke skiller (salaten bliver mest børnevenlig med 1 spsk sennep, bruges 1½ spsk bliver den selvsagt mere skarp). Rør eddike, juice og presset hvidløg i. Bland rødbede, selleri og æble i en skål og vend dressingen i. Lad det trække et par timer. Vend gerne rundt et par gange undervejs.
Holder fint i køleskab 3-4 dage.
Var du tilfreds med denne opskrift? Så del gerne med dine venner.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.