Grøntsagsdeller med rødbede og quinoa
Disse rødbede-deller blev til her til aften, hvor jeg ikke havde planlagt, hvad jeg ville lave til aftensmad. Det er faktisk sådan det er, her hos mig langt de fleste aftener. Når det er ved at være tid til madlavning, går jeg i køkkenet og kigger på udvalget i køleskabet og så kreerer jeg måltidet af hvad der er, hvad jeg har lyst til og hvad der trænger til at blive brugt.
Det kan selvfølgelig kun blive til et godt og velafbalanceret måltid, fordi jeg har et godt basislager af tørvarer og altid forskellige grøntsager. I dag var der kogt quinoa fra i går i køleskabet og sammen med grøntsager blev det til de her lækre deller. “Har du husket at skrive ned, hvad du har brugt?” spurgte min søn, da han anerkendende tog et par stykker mere. Og ja, det havde jeg heldigvis, så opskriften kommer her:
Til rødbede-deller med quinoa skal du bruge:
Rødbede 3 dl tern
Gulerod 3 dl tern
Løg 1 dl tern
Hvidløg 1 stort fed
Kogt lys quinoa 4 dl
Balsamico 1 spsk
Dijonsennep 2 tsk
Tørret timian 1 tsk
Paprika, sød 1 tsk
Fuldkornsrismel 1 1/2 dl
Salt ca. 1/2 tsk
Friskkværnet peber
Æg 1 stort
Kokosolie til stegning
Sådan gør du:
Findel rødbede, gulerod, løg og hvidløg i en foodprocessor. Kom det i en skål og bland det godt med quinoa, balsamico, sennep, timian, paprika og rismel. Smag til med salt og peber. Skub farsen ud til siderne, og slå ægget ud i midten. Rør ægget sammen og bland det hele. Jeg bruger hånden, så det bliver godt blandet. Pres farsen let ned og jævn overfladen. Lad den stå og hvile mindst 30 minutter, gerne en time. Steg deller til de er fint gyldne, ca. 4-5 minutter på hver side.
Spis dellerne til aftensmad med en god grøn salat til eller brug dem i madpakken.
Tip: kom lidt chilipulver/cayennepeber i, hvis du vil have et spicy tvist.
Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.
Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter