BESTSELLER OG PRISVINDER: GRØNNE PROTEINER - sundhed & nydelse

Plantebøffer – nemme og lækre

Der går ikke længe imellem jeg laver plantebøffer. Tror aldrig jeg bliver træt af plantebøffer og -deller. Der er nemlig SÅ mange muligheder og de er skønne både varme til aftensmad og frokost, og kolde i madpakken og som mellemmåltid. Og de kan selvfølgelig bruges i en burger. Og så er det bare en alletiders måde, at bruge rester på. Jeg har lavet så mange gennem årene, at jeg som regel bare laver på slump, men heldigvis får jeg også skrevet nogle af opskrifter ned, så jeg kan dele dem med dig og selv gentage de bedste af kreationerne. Jeg foretrækker mad lavet af så hele og lidt forarbejdede råvarer som muligt. Derfor laver jeg farsen til mine forskellige plantebøffer og -deller af korn, bælgfrugter, tofu, svampe og grøntsager. Det er både lækkert og sundt! Nogle gange bruger jeg æg i farsen, andre gange er den helt vegansk, som her. De nye højforarbejdede køderstatningsprodukter går jeg udenom.

Til disse plantebøffer skal du bruge:

6 stk

Kogt hel quinoa (tricolore, lys eller rød*)   2 dl

Kogte kidneybønner (evt. sorte bønner)   230 g

Hvidløg   1 fed

Løg   1 lille

Gulerod  1

Tomatkoncentrat   1 spsk

Tørret timian   1 1/2 tsk

Sød paprika   1 1/2 tsk

Røget paprika   1/4 tsk

Løgpulver   2 tsk

Stødt allehånde   1/2 tsk

Rasp   (jeg bruger rasp af brune ris eller spelt)   1/2 dl

Majsstivelse   2 spsk

Solsikkekerner  3/4 dl

Salt   ca. 3/4 tsk

Peber

Ekstra jomfruolivenolie eller kokosolie til stegning

Sådan gør du:

Kom den kogte quinoa i en skål. Skyl og dræn bønnerne godt. Riv hvidløg fint og kom det i skålen til quinoaen. Riv løg groft, der skal bruges 3 spsk i alt, og kom også det i skålen. Riv gulerod fint til i alt 1 dl og kom det i quinoaen sammen med tomatkoncentrat og krydderier. Bland det godt sammen. Kom raspen og majsstivelse ved og bland godt.

Hak bønnerne groft med en kniv. Hak solsikkekernerne, ikke for groft, men heller ikke helt fint. Kom bønner og kerner i skålen sammen med salt og lidt peber og ælt det igennem med en hånd. Smag til. Tryk farsen sammen ned i skålen og glat overfladen. Dæk skålen til og lad farsen stå og sætte sig mindst 30 minutter, gerne en time.

Form seks faste bøffer med hænderne (eller otte mindre), læg dem på et skærebræt og tryk dem let mens du former det sidste. Det giver bøfferne en fin jævn overflade. Gør det på begge sider. Steg bøfferne i olie 4-5 minutter ved middel varme. Vend dem forsigtigt (de kan være lidt porøse, når de er helt varme) og steg 4-5 minutter på den anden side. Bøfferne skal være gyldenbrune, men undgå at de oversteger og får sorte pletter.

 

 

Til disse plantebøffer bruger jeg quinoa, som jeg af flere grunde er ret glad for: det er super nærende og sundt, smager godt og er nemt og hurtigt at lave. Og kan bruges som løse ris, i salater, i pandekager og vafler, i morgengrød (fx denne skønne med græskar, rosiner og kardemomme) til pilaf og ja til plantebøffer og -deller. Derfor koger jeg også altid mere end til bare et enkelt måltid.

Her kan du læse mere om quinoa.

*Sådan koger du quinoa:

Mål den mængde quinoa af du skal bruge, hvor meget afhænger af hvad du skal bruge den til, og hvor mange der skal spise. Jeg koger typisk 3 dl, så har jeg til både løs quinoa og ekstra til plantebøffer, salat, pandekager eller morrgengrød. Skyl den afmålte quinoaen godt i koldt vand og ryst den fri for vand i en sigte. Bring dobbelt mængde vand og en smule salt i kog i en gryde, altså 6 dl vand til 3 dl quinoa. Kom quinoaen i gryden, og når det koger igen lægges låg på og skrues ned på svag varme. Kog quinoaen i 15 minutter. Sluk og lad den trække 10 minutter til al vandet er opsuget.

Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.

 

Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter

Kommentar

kommentar

Tilmeld dig inspirationsmails her

Tilmeld dig og modtag inspiration, tips, gode råd og skønne opskrifter til holistisk sundhed og grøn livsstil direkte i din indbakke.

Nul spam og du kan nemt afmelde dig igen, skulle du ønske det.