BESTSELLER OG PRISVINDER: GRØNNE PROTEINER - sundhed & nydelse

Det er nemt at bage pitabrød selv

 

Pitabrød med fyld er  – måske særligt blandt børn – en af de helt store favoritter, når der skal vælges aftensmad. Der findes vel næppe en eneste dansk familie, hvor de ikke er kendt? For det er hyggeligt med sådan en brødlomme fyldt med gode sager og pitabrød er nemt i madpakken, til skovturen og strandturen, til fødselsdage og ja til aftensmad. Og er bordet dækket med skåle med forskelligt fyld,  kan hver især lave sin egen yndlingsversion.

Desværre lader kvaliteten på mange af butikkernes langtidsholdbare pitabrød meget tilbage at ønske. De fleste måske? Brødet er ikke den store oplevelse. Og selv de der sælges som grove pitabrød, har ofte ikke meget fuldkorn i sig*.

Så sunde? Njaeee ikke rigtigt. Det er fyldet der kan hive sundhedsstemplet hjem, hvis altså der er godt med grøntsager i og ikke snaskede dressinger af dårlige fedtstoffer. Og hvis brødet er fuldkorn.

Friskbagte pitabrød er lækrere

Men bager du selv dine pitabrød, får du en herlig opgradering af brødet, du kan vælge økologiske ingredienser, du kan undgå hvede, du kan vælge stenformalet mel og bruge en god portion fuldkorn. Og har du ikke prøvet at bage dine egne pitabrød før, tror jeg du bliver overrasket, for det er nemmere end man kunne tro. Sådan var det i hvert fald for mig selv. Jeg er ikke den store bageekspert, og det der med luftige brød med hul i midten, det tænkte jeg krævede både meget gær og sigtet mel for at få vellykket – og ingen af delene er jeg begejstret for. Men det viste sig, at ingen af delene er rigtigt. Med lidt afprøvninger af forskellige mængdeforhold, har jeg fået lavet en opskrift, som jeg er virkelig tilfreds med.

Er du ikke den store planlægger kan pitabrødene være klar på under to timer. Men dejen kan også koldhæves, så pitabrødene bliver endnu mere smagfulde og næringsstofferne i melet lettere at optage.

*Skal brød kunne få det lille orange fuldkornslogo “vælg fuldkorn først”, skal mindst 50% af kornet det er bagt af være fuldkorn. I disse pitabrød er over 60% af melet fuldkorn.

Det er meget begrænset, hvad jeg bruger af sigtet mel, jeg vælger først og fremmest fuldkorn, som jeg også bruger i mine kageopskrifter. Her finder du opskrift til fuldkornsbrød og boller.

Til pitabrød skal du bruge:

Til 4 stk.

Vand   135 g

Gær   10 g

Salt 3/4 tsk

Ekstra jomfruolivenolie   1 1/2 spsk

Fuldkorns speltmel   (rugmel kan også bruges)   150 g

Sigtet speltmel   90 g

Sådan gør du:

Lun vandet til det er fingerlunt, kom det i en skål og rør gæren ud i det. Tilsæt salt og olie og rør det grundigt ud i vandet. Rør det grove mel ud i vandet og tilsæt det sigtede mel lidt af gangen. Ælt nu dejen grundigt, til den er blød og stadig slipper bordet. Drys evt. en smule mel på bordet, hvis nødvendigt.

Lad dejen hæve lunt i en times tid under et fugtigt klæde.

Tag dejen ud af skålen og ælt den igen, måske er en smule mel på bordet nødvendigt. Del dejen i fire stykker og rul hvert stykke fladt ud i en cirkel på ca. 14 cm med en kagerulle. Læg dem på bagepapir på en bageplade og lad dem efterhæve lunt og tildækket i ca. 1/2 time.

Tænd ovnen på 250 grader varmluft, så den er klar. Sæt pladen ind på næst nederste rille og bag pitabrødene 7-8 minutter. Brødene skal være gyldne men endelig ikke for mørke. Læg dem på en rist og læg et rent viskestykke over dem.

Tip: opskriften kan selvfølgelig ganges op, hvis du vil bage flere end fire pitabrød. Bag så en plade ad gangen, det giver det bedste resultat.

 

Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.

Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.

Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter

 

Kommentar

kommentar

Tilmeld dig inspirationsmails her

Tilmeld dig og modtag inspiration, tips, gode råd og skønne opskrifter til holistisk sundhed og grøn livsstil direkte i din indbakke.

Nul spam og du kan nemt afmelde dig igen, skulle du ønske det.