Nøddepostej er så lækkert
Denne her nøddepostej kan du spise både varm og kold. Den er skøn til både aftensmad og til frokost. Lige nu er det december og snart jul, og jeg havde lyst til at lave en ny postejopskrift, som både passer rigtig godt til julebordet og også kan bruges på andre årstider. Og det er lige hvad denne nøddepostej kan.
Til nøddepostej skal du bruge:
Løg 2 mellem (200 g, renset vægt)
Hvidløg 2 fed
Rødbede (150 g renset vægt)
Gulerod (50 g renset vægt)
Champignon 200 g
Ekstra jomfru olivenolie 2 spsk
Hel muskatnød
Kogt kartoffel 200 g
Tamari 2 spsk
Hasselnødder 150 g
Frisk timian
Salt
Friskkværnet peber
Sådan gør du
Skær løg i små tern.
Hak hvidløg fint.
Riv rødbede og gulerod fint.
Skær champignon i småstykker.
Varm olien på en pande. Sautér løgene til de er klare, men uden de tager farve.
Kom hvidløg, rødbede og gulerod ved og sautér et par minutter.
Tilsæt 1 tsk fintrevet muskatnød.
Fordel blandingen jævnt ud på panden og lad det stå ved svag varme, mens du river de kogte kartofler på den grove side af rivejernet. Kom kartoflerne i en skål.
Sluk for panden og kom løgblandingen op i skålen til kartoflerne.
Sæt panden tilbage på blusset, skru op og kom champignon ved. Sautér til de begynder at afgive væde og bland så tamari i. Bland godt rundt og rør med jævne mellemrum indtil væden er fordampet/kogt ind. Kom champignonerne op i skålen.
Kværn nødderne til nøddemel i en elektrisk nøddekværn (Kan godt gøres i hånden, hvis du ikke har en kværn og er tålmodig og grundig med kniven…). Melet skal være til den grove side, ikke pulverfint og uden stykker af nødder. Bland nøddemelet sammen med alt det andet i skålen.
Pil bladene af den friske timian, du skal bruge 1 spsk i alt. Hak dem groft og bland dem grundigt med de øvrige ingredienser i skålen. Smag til med salt (ca. 1/2 tsk, men det er afhængigt af saltstyrken, på den tamari du bruger) og peber.
Fordel massen i en postejform (jeg bruger en 1 liters form), pres det fast sammen og jævn overfladen.
Bag postej i en 200 grader varm ovn i 40 minutter.
Var du tilfreds med denne opskrift? Så del gerne med dine venner.
Den er virkelig god! Smager godt af postej og helt perfekt på rugbrød og toppet med hjemmelavet rødkål 😊
Kære Anne, det er jeg rigtig glad for at høre 😍
Dejlig opskrift..tak❣️
Jeg havde ingen rødbeder men brugte persillerod i stedet, og pateen havde en god smag både varm og kold.
Vil bruge bagepapir i formen næste gang, da den er lidt løs i det, mens den stadig er varm.
Velbekomme, glad for at høre du synes om den. God idé med persillerødder, dejligt du bare prøvede det af! Postejen sætter sig og bliver lidt mere fast, når den køler af. Jeg serverer selv altid postejen i formen, opskriften er ikke lavet til at være fast som en paté, men hvis du vil kunne vende den ud er bagepapir en god løsning. 😍