BESTSELLER OG PRISVINDER: GRØNNE PROTEINER - sundhed & nydelse

Lækre sommermuffins

Juli måned er sæson for squash, de er endnu ikke blevet for store (og dermed lidt kedeligere), og i år havde jeg besluttet mig for at ville lave en opskrift på muffins med squash. En muffin der skulle passe perfekt sammen med de vidunderlige, yndige hvide ribs, som det også er sæson for her i juli. Jeg er ret betaget af de smukke bær, der nærmest er transparente og ligner fine små perler. De er sødere end røde ribs og er derfor ret så skønne at nyde lige som de er og også oplagte at bruge i desserter og til kager. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig tidligere har haft et forhold til de hvide bær. Husker ikke at have smagt dem i min barndom, men sidste år fandt jeg så økologiske hvide ribs på Bondens Marked i København. Og det var lige dét, der gjorde at jeg fik øjnene op for de små velsmagende skønheder. Men det var jo egentlig muffins, det her opslag skulle handle om….så altså, et par ord om dem: de er super nemme at lave og kan selvfølgelig nydes alene som de er, med andre bær end hvide ribs og de kan toppes med frosting eller hvad du lyster.

Til muffins med squash skal du bruge:

12 stk.

Bløde dadler (juicy dates)  100 g uden sten

Smør eller kokosolie   50 g

Æg   3 str. m/l

Ahornsirup   75 g

Kakaopulver   35 g

Salt   1 knivspids

Æblecidereddike   1 tsk

Stødt kardemomme   1 tsk

Squash   200 g

Mandler  100 g

Fuldkornsrismel   100 g

Natron   1 tsk

Bagepulver   1/2 tsk

Evt. mørk chokolade 70-72%

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180 grader, over- og undervarme. Kom dadler, smør, æg og ahornsirup i en skål og blend grundigt med en stavblender til en hel glat dej. Kom kakao, salt, æblecidereddike og kardemomme ved og blend igen til det er godt blandet.

Riv squash på den grove side af rivejernet og rør i dejen. Blend mandlerne til mel i en elektrisk kværn. Rør det i sammen med rismel, natron og bagepulver. Fordel dejen i 12 medium muffinforme og bag 25-30 minutter. I min ovn skal de have 27 minutter, tjek om de er bagt i midten ved at stikke en tynd pind ned i en muffin. Der skal ikke sidde dej på pinden, når du trækker den op.

Fordel evt. lidt revet mørk chokolade på toppen af hver muffin så snart de er taget ud af ovnen.

Var du tilfreds med denne opskrift? Så del gerne linket med dine venner.

Husk også at tilmelde dig mine inspirationsmails med masser af lækre opskrifter og tips til en sund livsstil. Det er helt gratis.

Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter

 

 

Kommentar

kommentar

Tilmeld dig inspirationsmails her

Tilmeld dig og modtag inspiration, tips, gode råd og skønne opskrifter til holistisk sundhed og grøn livsstil direkte i din indbakke.

Nul spam og du kan nemt afmelde dig igen, skulle du ønske det.