Lækre linsedeller med grønne proteiner
Linsedeller er en super lækker måde at bruge linser på. De kan laves i et utal af variationer, med alle typer linser, med krydderier af alskens slags og med grøntsager, korn, nødder og frø. Derfor er linsedeller også en klassiker i det grønne køkken. De rigtig lækre linsedeller er hverken tørre eller klistrede i konsistensen og må meget gerne have en let sprød overflade. Det er alt sammen lykkedes med denne opskrift, som jeg derfor vender tilbage til igen og igen. Og der er boghvede i fordi det både giver god smag, masser af næring og netop bidrager til god konsistens.
Er du ikke vant til at bruge hel boghvede, kan jeg kun opfordre dig til at begynde. Prøv fx. denne skønne boghvedegrød. Her kan du læse mere om boghvede.
Til linsedeller skal du bruge:
Hel boghvede 2 dl
Belugalinser 2 dl
Vand 8 dl
Tørret oregano 1 tsk
Hvidløgspulver 1 tsk
Løgpulver 1 1/2 tsk
Løg 1 mellem
Persille 1 dl tæt pakket
Mandler 1 dl
Rasp (jeg bruger spelt eller glutenfri) 1 dl
Tamari 2 spsk
Balsamico eddike 1 spsk
Salt 1/2 tsk
Friskkværnet peber
Kokosolie (evt. ekstra jomfruolivenolie)
Evt. boghvedemel eller anden type – se nedenfor
Sådan gør du:
Vask boghvede og linser i en gryde og dryp vandet af. Kom det tilbage i gryden sammen med vand, oregano, hvidløgspulver og løgpulver. Der skal gerne være mindst 10 cm fra overfladen af vandet op til grydens kant, så er risikoen for at det koger over mindre. Bring i kog, læg låg på, skru ned til svag varme og lad det småkoge 30 minutter. Sluk og lad det stå i gryden under låg og køle af. Dette trin kan gøres om morgenen eller dagen før.
Skær løget i småbitte tern. Hak persille fint. Hak mandlerne fint, men ikke alt for småt. Bland det i de afkølede boghvede-linser. Bland også rasp, tamari, eddike, salt og lidt friskkværnet peber i. Ælt det godt sammen, det er nemmest at gøre med en hånd. Farsen må meget gerne hvile mindst 30 minutter inden du steger dellerne, så hænger de endnu bedre sammen.
Form med fugtede hænder deller (eller bøffer hvis du vil have dem lidt større), pres farsen godt sammen. Der bliver ca. 14 store eller 20 små. Steg dem i olie ved middelvarme ca. fire minutter på hver side.
Oplever du at dellerne er lidt porøse er det enten fordi du ikke har fået presset dem tilstrækkeligt sammen, eller fordi farsen har brug for et par skefulde mel.
Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.
Har du brug for flere nemme opskrifter med bælgfrugter er bogen Grønne proteiner – sundhed & nydelse måske noget for dig.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.