Dejlig salat med kikærter
Kikærtesalat kan laves i utallige variationer, her har jeg lavet den med pebre, der er en chilensk salsa. Det giver en skøn salat. Salat med bælgfrugter mætter godt. Kikærter er en af de bælgfrugter, jeg holder mest af at bruge i salat. I det hele taget er jeg ret stor fan af kikærter.
Du kan spise salaten som frokostret evt. med godt brød til, eller bruge den i et større måltid som tilbehør.
Den holder sig fint 4-5 dage i køleskab.
I denne udgave har jeg nedtonet korianderen til fordel for basilikum og persille, men er du til koriander i stor mængde, kan du bare bytte om på forholdet. Og så laver du den lige så chilistærk, som du kan lide det, så den passer til dine smagsløg.
Tomat der smager
Som altid får du selvfølgelig den bedste tomatsmag, når du bruger fuldmodne tomater. Det gælder også for denne kikærtesalat. Der er virkelig stor forskel på smagen på tomater, alt for tit smager tomater købt i supermarkedet bare af pap. Tomater er et tydeligt eksempel på noget af det, der er galt med moderne landbrug. Der er nemlig en masse smags- og aromastoffer, der er forsvundet fra tomaterne på grund af den målrettede planteavl, der er foregået over de seneste årtier. Her har tomatavlere og planteforædlere fokuseret på andre af tomaternes kvaliteter end smag (blandt andet holdbarhed og udseende) og så er tomaterne blevet mindre smagfulde.
I en nylig tomatundersøgelse fandt forskerne i alt 25 smagsstoffer, der er vigtige for smagen af tomat, men de 13 af dem mangler i høj grad i moderne tomater. Stoffer som findes i langt større mængde i tomatvarianter, der ikke er blevet kommercielle succeser, men som smager af meget mere.
Den bedste tomatsmag får du i sommertomater, der har fået godt med sol og varme. Juni, juli, august og september er månederne for danske økologiske tomater. Der er god mening i at købe grønt og frugt i sæson og gerne lokalt dyrket, vær dog opmærksom på, at rent klimamæssigt er det bedre at købe tomater, der er dyrket under den sydeuropæiske sol end danske tomater fra opvarmede drivhuse. Jeg blev selv overrasket, da jeg læste, at danske tomater fra drivhus CO2-belaster op til 15 gange mere end tomater importeret fra Sydeuropa, selv medregnet den lange transport.
Tomater opnår den bedste smag, hvis de opbevares ved stuetemperatur og ikke i køleskab.
Foto: Lars Høst Tordendahl og Lisbeth Tordendahl
Til kikærtesalat med pebre skal du bruge:
Kogte kikærter 240 g / 3½ dl
Store fuldmodne tomater 3 stk
Store fuldmodne tomater 3 stk
Rødløg 1/2 stk
Frisk basilikum 1 håndfuld
Bredbladet persille 1 håndfuld
Frisk koriander 3-4 store stilke
Rød chilipeber
Citronsaft 1 spsk
Ekstra jomfruolivenolie 2 spsk
Urtehavsalt
Peber
Sådan gør du:
Tomater, løg og urter hakkes meget fint. Bland citronsaft og olie i, og finthakket chili, salt og peber efter smag. Bland med afdryppede kikærter og smag til, så er din kikærtesalat færdig.
Opskriften er fra min prisvinderbog GRØNNE PROTEINER. I den og i mit onlinekursus FLERE GRØNNE PROTEINER finder du inspiration, hjælp til implementering og masser af opskrifter på lækker mad med bælgfrugter.
Var du tilfreds med denne opskrift? Så del meget gerne med dine venner.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.