Hvidkål er super sund mad til billige penge
Men mon ikke du også kender til, at det godt kan være svært at få brugt sådan et stort hoved, hvis ikke man har gode opskrifter og ideer. Denne råkost med hvidkål laver jeg igen og igen om vinteren, for det er sådan en god kombination. Prøv den endelig, også selvom du har andre gode opskrifter med hvidkål.
Kål er spækket med næring, fibre og særlig potente sundhedsfremmende stoffer, så det er bare om at få spist nok af de skønne sager. Her følger opskriften på en smuk og lækker sprød råkost med frisk ingefærsdressing. Når hvidkål snittes helt tyndt, bliver den delikat og indbydende, derfor er det rigtig godt at have et mandolinjern i køkkenet.
Til råkost med hvidkål skal du bruge:
Hvidkål
Flerfarvede gulerødder (eller orange) 3-4
Frisk koriander 1 dl tæt pakket
Ristede solsikkekerner dryppet med soja (samme fremgangsmåde som til sojamandler – se opskrift her)
Dressing:
Appelsinsaft 1 dl
Ingefærsaft (presset af fintrevet frisk ingefær) 2 tsk
Ekstra jomfruolivenolie 2 spsk
Salt
Snit hvidkål i ultratynde strimler på et mandolinjern til i alt 5 store håndfulde.
Snit tynde skiver af gulerødder på samme skær.
Lav dressingen og bland i grøntsagerne. Lad det gerne stå og trække 30 minutter eller længere.
Hak koriander og bland i og servér salaten toppet med de ristede solsikkekerner.
4 portioner
Salaten er fra bogen Kål og Kærlighed, hvori du finder masser af inspiration, tips og mange flere lækre opskrifter på alt mulig godt med kål.
Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.