BESTSELLER OG PRISVINDER: GRØNNE PROTEINER - sundhed & nydelse

Hummus i dejlig ny variation

Kender du det, når du smager noget nyt og smagsløgene bliver så glædeligt overraskede, at de bryder ud i jubelsang? Sådan havde jeg det, da jeg første gang smagte hummus lavet med bagt citron. Ideen er ikke min egen, jeg så opskriften på Instagram for et stykke tid siden, hos en af de mange amerikanske bloggere, som jeg ikke kan huske hvem var. Det lød rigtig lækkert, syntes jeg, og vidste straks, at den kombination, måtte jeg lave min egen version af.

Jeg er vild med god hummus, og laver mange varianter: Klassisk med tahin, hvidløg og spidskommen,  rødbedehummus, solgul græskarhummus, grøn hummus (klassisk blendet med persille eller letkogt grønkål eller broccoli) eller grov hummus med soltørrede tomater. Og nu er der endnu en, der er fløjet fluks ind på favoritlisten: hummus med bagt citron! Det er en dejlig frisk, let og lækker hummusvariant, der smager sååå godt. Jeg kan kun sige: prøv den!

Til hummus med bagt citron skal du bruge:

Citron*   1-2 stk

Ekstra jomfruolivenolie

Kogte kikærter   ca. 240 g

Kikærtekogevand eller vand   ca. 1/2 dl

Salt   ca. 1/2 tsk

Hvidløg   2 fed

Evt. Sumak

Sådan gør du:

Start med at bage citronen. Det er selvfølgelig smart at gøre, hvis du har gang i ovnen til noget andet. Ellers kan du benytte lejligheden til også at riste nogle mandler, nødder eller kerner. Skær citronen i skiver, tag kernerne ud. Fordel skiverne (undtagen endeskiverne) på bagepapir og pensl lidt olivenolie på hver. Bag dem i en 200 grader varm ovn i 15 minutter. Når citronskiverne er kølet ned, blender du kikærterne med knap 1/2 dl væde, salt, hvidløg og 2 spsk olivenolie.

Hak de bagte citronskiver til småstykker og blend så mange af dem, som du kan lide i hummusen. Justér kosistensen med mere væde, hvis nødvendigt, jeg synes den er bedst, når den ikke er for tyk, men blød og cremet. Smag til med salt og drys gerne lidt sumak krydderi over, når du skal spise den. Det giver den lige en ekstra smagsnuance.

*Brug små citroner, de har typisk tynd skal. Er skallen tyk har den mere af det hvide, der smager bittert. Bag gerne 2-3 eller flere citroner og brug resten til salater, risretter, dressing o.a.

Mere hummus? Find nemt alle mine hummusopskrifter ved at skrive ‘hummus’ i søgefeltet øverst på siden ?

Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.

Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter

Kommentar

kommentar

Tilmeld dig inspirationsmails her

Tilmeld dig og modtag inspiration, tips, gode råd og skønne opskrifter til holistisk sundhed og grøn livsstil direkte i din indbakke.

Nul spam og du kan nemt afmelde dig igen, skulle du ønske det.