Græskarboller med skøn smag og konsistens
Har du prøvet boller med revet græskar i dejen? Det er oplagt at bage græskarboller, når det er hokkaidosæson, det giver nemlig en dejlig smag at bruge revet hokkaido i både brød- og bolledej, glutenfri eller ej. Og det giver en fin gylden farve til indeni. Disse græskarboller er fuldkornsboller og bagt uden gær eller anden hævehjælp. Du kan have græskarbollerne klar på under en time, og så må du bare liiige vente lidt med at skære dem, for de skal køle helt af først. Så undgår du klæge boller. Bollerne kan nydes med smør, nøddesmør og marmelade, pålæg osv. og de er også rigtig gode at spise som de er til suppe.
Til græskarboller skal du bruge:
Loppefrøskaller 12 g
Lunkent vand 500 ml
Salt 3/4 tsk
Hokkaido græskar 250 g (renset vægt)
Hørfrø 1 spsk
Sesamfrø 2 spsk
Solsikke- eller græskarkerner 2 spsk
Havremel (havregryn)* 200 g
Boghvedemel 100 g
Majsmel 100 g
Sådan gør du:
Rør loppefrøskaller, vand og salt sammen. Riv græskar fint og rør det i dejen sammen med kernerne. Rør al melet i dejen (bruger du havregryn, så knus dem til mel først) og bland det godt. Lav 12-14 boller med en ske, pas på ikke at trykke dejen sammen. Stil dem på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 200 grader varmluft i ca. 35 minutter. Tag bollerne over på en bagerist og lad dem køle helt af inden de skæres. Ja jeg ved, det er svært at vente, men det er vigtigt for konsistensen.
Tip: Bollerne egner sig fint til frysning.
Variation: Du kan tilsætte 4 tsk stødt kardemomme til dejen. Du kan også skifte græskar ud med gulerod, så du får gulerodsboller i stedet for.
*Du kan nemt lave havremel af havregryn i en elektrisk kværn. Brug havregryn der er mærket “glutenfri”, hvis du vil være sikker på, at der ikke er spor af gluten. Havre er fra naturens side glutenfri, men kan indeholde spor af gluten, der skyldes afsmitning eller opblanding fra glutenholdige kornarter fra ex. nabomarken, under høst, lagring og senere forarbejdning til kornprodukter. Når havregryn og -mel er mærket med “glutenfri”, er det fra havre, som er dyrket og forarbejdet under kontrollerede glutenfri forhold. Her kan du læse om glutenfri mad
Flere glutenfri boller? Så prøv mine glutenfri kanelboller med rosiner og mandler
Var du tilfreds med denne opskrift? Så del gerne linket med dine venner.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.
Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter