Min grundopskrift på langtidshævet brød og boller med fuldkorn
Fuldkornsbrød og fuldkornsboller er fulde af smag, næringsstoffer og gavnlige fibre. Og de mætter godt. Når jeg bager er det stort set altid efter denne her grundopskrift. Den kan nemlig varieres på alle mulige måder, den er nem at huske, ultra nem at lave og giver skønne brød og boller. Jeg bruger mest spelt og varierer så med rugmel, havregryn, byg- eller rugflager. Og kommer kerner og nødder i efter smag. Jeg vælger altid stenkværnet mel (det fra Skærtoftmølle er min favorit), fordi der er flest af kornets næringsstoffer bevaret.
Ønsker du 100% fuldkorn vælger du fuldkornsmel og evt. havre- eller andre gryn. Ønsker du knap så grove brød og boller, bruger du sigtet speltmel som en del af dejen.
Til fuldkornsbrød og fuldkornsboller skal du bruge:
Koldt vand 4 dl
Gær på størrelse med en ært
Salt 1 tsk
Citronsaft af en halv citron
Fuldkornsmel (spelt, rug)
Evt. havregryn
Evt. sigtet speltmel
Evt. græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø, valnødder…
Evt. birkes, hvide og/eller sorte sesamfrø
Sådan gør du:
Kom vand i en skål og rør gær, salt og citronsaft ud i. Rør hvad du synes af mel og evt. flager og kerner/nødder (ikke alt for mange) i til en tyk dej, der ikke længere kan håndrøres. Er der rugmel i, plejer jeg at ælte lidt ellers er det ikke nødvendigt. Lad dejen stå tildækket til hævning natten over i køleskab eller i et koldt rum. Tag dejen ud og lad den stå en time på køkkenbordet og vågne.
Til brød:
Kom dejen i en smurt form eller form et brød, der sættes på en bageplade med bagepapir. Dejen kan rulles i birkes eller sesamfrø eller drysses med mel eller flager. Læg et fugtigt klæde over og stil lunt til hævning en time. Bag ca. 45 minutter i en 200 grader varm ovn, bagetiden afhænger af den melkombination du har valgt. Lyder brødet hult, når du banker på skorpen i bunden, er det klart.
Til boller:
Klip dejstykker af med en saks (portionen rækker til 8-9 boller), vend dem evt. i birkes/sesam og sæt dem på en bageplade med bagepapir. De kan også drysse med mel eller havregryn i stedet for birkes/sesam. Læg et fugtigt klæde over og stil lunt til hævning en time. Bag i en 200 grader varm ovn ca. 35 minutter, bagetiden afhænger af den melkombination du har valgt.
Voila, fuldkornsbrød og fuldkornsboller klar til nydning.
Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.