BESTSELLER OG PRISVINDER: GRØNNE PROTEINER - sundhed & nydelse

Cashewcreme smager så godt!

Denne her opskrift på cashewcreme har jeg sådan glædet mig til at dele med dig. Den smager nemlig super godt og er blevet et stort hit her i familien.  Det er en spread, som du kan bruge både som smørepålæg på brød, knækbrød og kiks, i sandwich og som dip til grøntsager. Den består af cashewnødder, surkål og urter og bruger du en hjemmelavet eller købt upasteuriseret surkål – som efterhånden er til at købe en del forskellige steder – så indeholder cremen ovenikøbet gavnlige bakterier, der bidrager til tarmsundhed og derfor støtter immunforsvaret. What’s not to like?

Jeg skulle lige igennem nogle test, for at finde den helt rigtige kombination, så den blev lige som jeg ville have den. Opskriften er inspireret af forskellige udgaver af veganske ostealternativer. Jeg har afprøvet nogle stykker, men jeg ville gerne lave en, hvor syrligheden blev mere markant, fedmen mindre, holdbarheden længere og indholdet af probiotiske bakterier stor. Hvad hvis jeg blender en hel masse surkål sammen med cashewnødderne? tænkte jeg. Det har jeg aldrig set gjort i nogle opskrifter, og det var lige præcis dét, der gjorde den afgørende forskel og gav det resultat jeg ønskede. Et eksempel på den kreative proces i opskriftsudvikling, som jeg synes er så sjov.

Men så kom jo det næste spørgsmål: “Hvad skal barnet hedde?” Jeg tænkte “Cashewcreme med urter” men blev i tvivl om navne som “Cashew-smøre-‘ost'”, “cashew-creme-‘ost'”, “cashew smørepålæg”, “cashewcreme-pålæg”…. ville være bedre? Så jeg spurgte mine søde følgere på Facebook og Instagram og de var heldigvis meget hjælpsomme. Der kom nye gode forslag som “probiotisk smøreost” “cashew spread” “cashew creme ost”. Men der var ret stor opbakning til mit første navn, så det blev det jeg valgte.

Og nu til opskriften:

Til cashewcreme skal du bruge:

Rå og usaltede cashewnødder   200 gram

Vand

Surkål   3 dl

Salt

Løgpulver   3 tsk

Hvidløgspulver   1 tsk

Tørret dild   1 1/2 tsk

Tørret rosmarin   3/4 tsk

Tørret oregano    3/4 tsk

 

Sådan gør du

Kom cashewnødderne i en skål, dæk med rigeligt vand og lad dem stå i blød i mindst 6 timer. Hæld vandet fra nødderne og kom dem i en god, stærk blender sammen med 3/4 dl vand, surkål, løg- og hvidløgspulver. Blend til cremen har en glat konsistens. Du skal sandsynligvis tilføje lidt ekstra vand, men pas på ikke at bruge for meget, så cremen bliver for tynd.

Kom cremen i en skål. Knus dild, rosmarin og oregano i en morter og rør det i. Smag til med salt. Kom cremen på et glas med låg og opbevar i køleskabet.

Kan du ikke spise så meget, så gem eventuelt halvdelen i fryseren.

Variation: Brug noget af cremen som dressing. Tilsæt blot mere vand og lidt mere salt. Måske en smule dijonsennep.

Var du tilfreds med denne opskrift? Så del gerne med dine venner.

Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter

Kommentar

kommentar

Tilmeld dig inspirationsmails her

Tilmeld dig og modtag inspiration, tips, gode råd og skønne opskrifter til holistisk sundhed og grøn livsstil direkte i din indbakke.

Nul spam og du kan nemt afmelde dig igen, skulle du ønske det.