Kender du golden milk?
Den smukke drik med gurkemeje af indisk/ayurvedisk oprindelse? Det er en dejlig og nem måde at få gavn af gurkemejes mange gode egenskaber. Gurkemeje er en kraftig antioxidant med leverstyrkende og stærk antiinflammatorisk virkning. Det er en af de urter, jeg bruger meget i klinikken. Den fås i forskellige kosttilskud enkelt eller ofte i blanding med ingefær. I stedet for kosttilskud kan man drikke golden milk. Det smager forbavsende godt og er meget billigere end at købe gurkemejekapsler. Laver du en gurkemejepasta (den kan holde sig mindst 2 uger i køleskab) er det lynhurtigt at lave en kop golden milk. Da jeg ikke anbefaler at drikke komælk, som bruges i den oprindelige traditionelle drik, laver jeg som mange andre drikken på plantemælk (ren eller blandet med vand afhængigt af hvilken slags, men fedt er vigtigt for optageligheden), og selv synes jeg bedst om en kombination af kokosmælk og vand eller havredrik med kokosolie.
Sådan laver du golden milk:
GURKEMEJEPASTA:
Vand 1 ¼ – 1 ½ dl
Gurkemejepulver ½ dl
Friskkværnet peber
Kom 1 ¼ dl vand og gurkemeje i en lille gryde og varm det op. Rør i det igennem 7-8 minutter, hvor det småkoger. Tilføj evt. lidt ekstra vand undervejs, hvis det bliver for tykt. Kværn peber i. Opbevar gurkemejepastaen på et lille glas med låg i køleskab. Holder sig mindst 2 uger.
Kan bruges til goldenmilk og i forskellige madretter.
GOLDEN MILK:
1 portion:
Kokosmælk (ikke light) 1/2 – 1 dl
Vand 1 – 1 1/2 dl
Gurkemejepasta 1-2 tsk
Evt. lidt honning, rismalt- eller ahornsirup
Hæld ialt 2 dl kokosmælk/vand (eller anden plantemælk + 1 tsk god olie) i en lille gryde. Rør gurkemejepastaen i og varm det op til lige under kogepunktet. Kom det i en kop og rør evt. en smule honning eller andet i for ekstra sødme.
Variation: du kan tilsætte lidt fintrevet ingefær (eller saft presset af det), lidt kardemomme eller lidt kanel, eller lidt af det hele ?
Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor.
Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.