Agurkesalat med løvstikke
Agurkesalat er en sød-sur klassiker, men her får du min opskrift på en dejlig og forfriskende variation, der har skøn sommersmag af løvstikke og smukke purløgsblomster. Den er ultra enkel og smager virkelig godt.
I den tidlige sommer går purløg i blomst og står med smukke lyslilla blomster, som er ganske vidunderlige at bruge i maden. De smager som purløg og pynter så utrolig fint med deres smukke farve i salater og på smørrebrød. Ude i sommerlandet kan du endda være heldig at se en helt mark med blomstrende purløg, det er et eventyrligt syn, der minder om de franske lavendelmarker.
Til denne agurkesalat skal du bruge
Agurk 1
Æblecidereddike, brun riseddike eller anden eddike
Salt
Løvstikke
Purløgsblomster
Sådan gør du:
Skær lange skiver af agurken med en tyndskræller. Halvér evt. agurken, hvis den er så lang, at skiver bliver for store. Kom dem i en skål og smag til med din foretrukne eddike. Drys lidt salt og bland rundt. Tilsæt klippet løvstikke og delte purløgsblomster efter smag. Du kan selvfølgelig røre lidt honning, ahorn-, rismaltsirup eller andet sødt i eddiken, hvis du gerne vil have en lidt sød smag.
Var du tilfreds med denne opskrift? Tryk meget gerne “Synes godt om” nedenfor. Husk også at tilmelde dig mit nyhedsbrev med masser af opskrifter og inspiration til en sund livsstil. Det er helt gratis.
Forlad denne opskrift og gå til oversigten sunde opskrifter